Generalforsamling 2017
Dagsorden til generalforsamling d. 20/4 2017 kl. 19.30 i Medborgerhuset.
- Valg af ordstyrer(bestyrelsen foreslår Bent Rosendahl).
- Formandens beretning
- Foreningens regnskab
- Valg af bestyrelsesmedlemmer. På valg er Jens Chr. Holm og Mads Sandholt Nielsenm begge modtager genvalg
- Valg af revisor. På valg er Ingrid Thau, der modtager genvalg
- Valg af bestyrelses suppleant (Bent Rosendahl) og revisor suppleant (Finn Olsen). Begge er villige til genvalg
- Evt.
Bestyrelsen
Efter generalforsamlingen er der kaffe, og derpå vil pens. museumsinspektør ved Varde Museum, Mariann Ploug holde foredrag om: Gennem Varde til Eventyrets Land, om turisterhvervet i Varde og omliggende kommuner i det 20. og 21. årh.
Formandsberetning generalforsamling 20/4 2017.
Hvad har foreningen så lavet i 2016?
Lokalhistoriske Meddelelser kom i to eksemplarer, som det plejer at gøre. Nr. 1 2016 var om Den gamle keddelhal på Lundvej og en sag om en mand fra Sdr. Varde, der i 1915 havde misbrugt sin adoptivdatter. Nr. 2 2016 handlede om en kloaksag, der endte i Højesteret og en anden artikel om en tyvagtig gartner, der stjal blomster på kirkegården.
Nr. 1 2017 er kommet, og som I ved, indeholdt den to artikler: Én om snekastning her i byen skulle udføres ved lejet arbejdskraft eller man bare udskrev folk til arbejdet. En anden artikel handlede om renovation i Varde i første halvdel af det 20. årh. Nr. 2 2017 kommer til at handle om kongebesøget i 1908, da Frederik VIII besøgte byen i slutningen af juni. Der var også dengang en del debat om udgifterne til besøget, og især i de radikale og socialdemokratiske aviser blev der sat spørgsmålstegn ved det rimelige i at give mange penge ud til den slags kongerøgelse. Det er Chr. de Thurah, som står for at skrive artiklen.
De såkaldte øl vandringer i samarbejde med Warvik Bryghus er fortsat. Sidste år havde vi to af dem med pæn tilslutning og udover de to ordinære, som vi har planlagt i år, så har vi tre med firmaer, der har bestilt sådanne ture. Ud over disse ølture så var jeg rundt med fem almindelige byvandringer. Foreningen har i år i samarbejde med arkivet planlagt to almindelige byvandringer d. 8. og 19 juni om aftenen.
Ellers har det forgangne år været præget af arbejdet med jubilæumsbogen, som kommer på gaden d. 21/8. Karen Riisager og undertegnede har siddet i redaktionen, og jeg har selv bidraget med en artikel om de statslige institutioner her i byen, kasernen, politiet, postvæsenet og DSB. Dette arbejde har lagt beslag på megen tid, ikke alene med at skrive, men især med at finde billeder til nogle af artiklerne. Arbejdet er nu ved at være overstået. Det bliver en fin bog, så mød op til udgivelsen, der finder sted ude på Rådhuset på Bytoften d. 21/8 kl. 15. Der kan man også købe bogen. Prisen bliver 300 kr. Det var alt for denne gang!
