Generalforsamling 2015

Hvad har foreningen så lavet i 2014?

Lokalhistoriske Meddelelser kom i to eksemplarer, som det plejer at gøre. Nr. 1 2014 var om 1864. Den artikel havde undertegnede skrevet og nr. 2 var med artikler om En flyveopvisning i Varde 1911 skrevet af Christian de Thurah, og Messinghøjgård skrevet af Peder Løgstrup Bjerg.

I min beretning 2014 omtalte jeg i forbindelse med blad nr. 2 2013, der omhandlede huse omkring Torvet. Den havde titlen Omkring Torvet I. Dvs. at der skulle komme flere artikler om huse omkring Torvet i hvert fald en Omkring Torvet II og måske også en tre’er. Dette måske er ikke længere et måske, for som I jo alle har set så er nr. 1 2015 kun kommet hen til hjørnet med Nordea. Så næste nummer kommer til at handle om Præstegården, Fengers hjørne, Landmandshotellet og hotel Varde samt Sillasens hus. Rådhuset er behandlet i Lokalhist. Meddel. Nr. 2 2000 og kirken er der skrevet så meget om, så den vil ikke blive omtalt. Derimod de store debatter der har været om Torvet begyndende med placeringen af Statuen af Frederik VII så en stor debat i 1914 og igen i 1973 og endelig den sidste ombæring i forbindelse med den sidste omlægning af Torvet.

Så meget om bladet. Der er måske en og anden, der spørger om, hvorfor der ikke skal stå noget i bladet om de jubilæer, der skal fejres i år: nemlig 100 året for kvindernes valgret og valgbarhed til Folketinget, 75 året for besættelsen og 70 året for befrielsen. Nu er debatten om kvindernes valgret til byrådet blevet behandlet i nr. 1 2009. Dengang var der en livlig debat i byens aviser. I forbindelse med Folketingsvalgretten var debatten i byens aviser ikke nær så omfattende. Det var som om man tog det til efterretning, at det jo nok skete. Det interesserede ikke partierne i Varde, for der var ingen stemmer i, at gå ind for kvindernes valgret.

Om besættelse og befrielse så må jeg erkende, at jeg simpelthen ikke har været opmærksom på, at det var jubilæumsår for disse begivenheder, og da jeg blev opmærksom på det var jeg begyndt at skrive nr. 2 2015, Dertil kom, at lederen af forsyningsafdelingerne her i Varde dukkede op på arkivet en dag, jeg var der, og bad mig om at skrive om bygningen på Lundgade, når de var blevet færdig med den i gang værende ombygning. Det lovede jeg efter del del snak frem og tilbage, og det bliver så nr. 1 2016, så det var ikke jubilæumsnumre tilbage, da jeg blev opmærksom på besættelsesjubilæerne.
Men jeg ved, at arkivet vil markere alle tre jubilæer, så jeg tror at foreningens bestyrelse også på en eller anden måde vil blive involverede i disse jubilæer.

 

Generalforsamling 2015.

Der afholdes generalforsamling torsdag d. 16/4 kl. 19.30 i Medborgerhuset, Storegade 57. Dagsorden i følge vedtægterne.
Efter generalforsamlingen vil lederen af Varde Lokalhistoriske Arkiv, Knud Andreasen holde foredrag om: Varde Engpark og Sommerland – fra legepark til naturpark.

Ændring:
På grund af Knud Andreasens forfald vil museumsinspektør John Jensen, Varde Museum holde foredraget: “Vil man målet, må man også ville midlerne” – eller ekspropriationen af Eventyrets Land

Den militære ekspropriation af området vest for Oksbøl er blevet kaldt et af de værste overgreb mod en lokalbefolkning siden 2. verdenskrig. Foredraget ser nærmere på denne dramatiske lokale historie.

Bestyrelsen