Årsrapport 2021, Varde Lokalhistoriske arkiv
Personale
Vi er otte medarbejdere til vore otte arbejdspladser. Årets hovedindsats har igen været registrering af billeder og løbende registrering af modtagne arkivalier, billeder, bøger mv. – Alle har arbejdet hjemmefra i corona nedluknings perioder med billedregistrering, tidsskriftanalyser, artikelskrivning mm.
Økonomi
Arkivets økonomi er ganske god lige nu. Vi har modtaget et pænt beløb fra støtteforeningen på trods af mindre foredragsvirksomhed. – Vi har leveret billeder til forskellige publikationer.
Formidling
I samarbejde med Biblioteket har vi haft to billedformiddage i marts og november med i alt 80 deltagere. I oktober havde Arkivet sammen med borgmesteren og bibliotekschefen besøg i Rådhuset på Torvet med 30 deltagere. I juni deltog 15 i en byvandring med Ole Nørskov som guide.
Arkivteknik
I løbet af året har Arkivet modtaget 63 afleveringer. Vi har fået billeder af bygninger i Varde midtby og Søndergade og Ribevej fra Udviklingsrådet for Varde By. – En del luftfoto af Varde midtby. Fotos af Marie Luplau og Emilie Mundt.

Daglig drift
Projektet med berigelse af registreringer og genskanning af billeder er afsluttet og billederne er ordnet efter billednummer.
Tal om Arkivet
Personale 4.050 timer årligt fordelt på 8 personer.
Samlingerne fylder mere end 600 hyldemeter, fordelt på 2.434 arkivfonde, 1.521 arkivfaglige og lokalhistoriske bøger, og 22.642 billeder – alt registreret og søgbart i arkiv.dk. Negativer på glasplader og filmstrimler fra lokale fotografer omfatter mere end 200.000 enheder, nogle registrerede, andre ordnet kronologisk efter optagelsesdato.
Indretning otte arbejdspladser med edb – de fleste med scanner til brug for billedregistreringen. – Fire arbejdspladser for besøgende.
Lokaler fire sammenhængende rum med ekspedition og arbejdspladser, billedopbevaring i arkivskabe og Arkivets bogsamling på reoler i stueetagen. Arkivalier og aviser opbevares i kælderen i et rum på godt 200 m2 med tyverialarm, røgalarm, branddøre, affugter, samt sikring mod udsivning af vand fra rør. Dertil deler Arkivet avisopbevaringsplads med Biblioteket og har et avismagasin i Ølgod.
Besøgende. Der har været 257 personer på Arkivet med forespørgsler og til arrangementer, 1.086.987 har foretaget opslag i Varde Lokalhistoriske Arkivs del af arkiv.dk, 10.218 har besøgt Arkivets hjemmeside med 73.737 sidevisninger, og der har været ca. 350 skriftlige og telefoniske henvendelser til Arkivet.
